Sardiner i Jamaica rom
med chilisauce

 Tilbage


(2 PERSONER):

INGREDIENSER:

Køb 400- 500 g hele sardiner hos fiskehandleren. Klip hoved og hale af de små lækre fisk, klip derpå bugen op og fjern indvoldene, men lad rygbenet blive siddende!

INGREDIENSER:

ca. 300 g sardiner (vægt efter klargøring)
400 g rå grønsager (f.eks. grønkål, broccoli, rødkål, gul peberfrugt)
4-6 små kartofler
rapsolie
mørk Jamaica rom til marinering af fisken
1 tsk. tomatkoncentrat
1 tsk. honning
1 tsk. koncentreret citronsaft
1 rød mellemstærk spansk chilifrugt (den hakkes fint, mens kernerne fjernes)
1-2 rødløg
2-3 fed hvidløg
5-6 stk. champignons
krydderier
hvedemel
vand

TILBEREDNING:

Placer sardinerne på en tallerken og krydr dem på begge sider med f.eks. paprika, citronpeber, mild chili, karry etc., hæld lidt mørk Jamaica rom over fisken og bland det hele godt og grundigt. Dæk fisken over med folie/stanniol og sæt tallerkenen med indhold ind i køleskabet nogle timer, så det hele kan stå og trække.
Klargør grønsagerne (skyl, skræl, hak etc.), kom dem i en skål, drys krydderurter (f.eks. oregano, basilikum, timian) og middelhavssalt over.
Sæt skålen (med folie/stanniol over) ind i køleskabet.
Hak rødløg og hvidløg.
Skræl eller skrab kartoflerne og forkog dem evt.

Tænd ovnen og indstil temperaturen på ca. 160˚ (varmluftovn ca. 150˚).
Tag sardinerne ud af køleskabet, vend dem i hvedemel og steg dem hurtigt på en pande på begge sider i rigeligt med rapsolie, så fisken kan tage ved, og anbring derpå sardinerne i et smurt ildfast fad. Sæt fadet ind i ovnen og steg i 15 minutter. Kom krydderurter (f.eks. de samme, der blev benyttet til grønsagerne) og middelhavssalt over sardinerne og grill til sidst ca. 1 min. ved 250-300˚, så fisken bliver sprød og indbydende.

Mens sardinerne bliver tilberedt i ovnen, hældes overflødig rapsolie fra panden (hvis der anvendes en teflonbelagt pande, kan den evt. tørres med køkkenrulle). De 5-6 champignons skæres i skiver og steges på panden sammen med den finthakkede chili, løg, tomatkoncentrat, honning og citronsaft. Tilsæt krydderier (f.eks. de samme, der blev brugt til fisken), 2 spsk. hvedemel, dernæst vand. Kom til sidst krydderurter i og smag til med middelhavssalt.
Kog sideløbende kartoflerne færdig.
Server retten (server f.eks. 5 sardiner til hver ad gangen og hold resten varm i ovnen!)

NB! Under spisning af fisken kan man vælge at fjerne dens rygben eller simpelthen blot spise det med, da det er meget lille og sprødt.

KOMMENTARER:

Pga. den globale opvarmning bliver sardinen mere og mere udbredt i Danmark. Specielt i Nordsøen er den blevet så udbredt, at danske erhvervsfiskere allerede nu kan drive et fiskeri efter sardiner.
Sardinen har en krydret og kraftig smag og smager yderst lækkert. Den kan købes hele året rundt hos fiskehandleren og i samme fine kvalitet.

I ovennævnte opskrift er fisken blevet marineret i mørk Jamaica rom, som gør den dejlig saftig, og chilisaucen er en pikant medspiller til fisken.

I øvrigt henvises til opskrifterne

”Superdejlige sardiner med chilisauce”

”Forførende liflig smelt” og

”Ansjoser i hvid rom med koriandersauce”

Til toppen