Superfornem Skt. Petersfisk-filet med citrongræssauce

 Tilbage


(2 PERSONER):

INGREDIENSER:

300 g Sankt Petersfisk-filet med skind
400 g rå grønsager (f.eks. grønkål, jordskok, spinat, gul peberfrugt)
4-6 små kartofler
rapsolie
cognac (eller tilsvarende brandy) til marinering af fisken

1 stængel fintsnittet frisk citrongræs, svarende til 4-5 spsk. (fjern de yderste blade af stænglen, brug en skarp kniv til at skære et snit langs stænglen og snit den til sidst med samme kniv)

1 tsk. tomatkoncentrat
1 tsk. koncentreret citronsaft
1 tsk. honning
1-2 rødløg
2-3 fed hvidløg
5-6 stk. champignons
krydderier
hvedemel
vand

TILBEREDNING:

Anbring fileterne på en tallerken og krydr på begge sider med f.eks. fiskekrydderi, karry, paprika, citron-peber etc. Hæld lidt cognac over fisken og bland det hele godt og grundigt. Dæk fisken over med folie/ stanniol og sæt tallerkenen med indhold ind i køle-skabet nogle timer.
Klargør grønsagerne (skyl, skræl, hak etc.), kom dem i en skål, drys krydderurter (f.eks. rosmarin, oregano, timian) og middelhavssalt over.
Sæt skålen (med folie/stanniol over) ind i køleskabet.
Hak rødløg og hvidløg.
Skræl eller skrab kartoflerne og forkog dem evt.

Tænd ovnen og indstil temperaturen på ca. 160˚ (varmluftovn ca. 150˚). Tag fisken ud af køleskabet og vend den i hvedemel. Steg den hurtigt på en pande på begge sider i rigeligt med rapsolie, så fisken kan tage ved, og læg derefter fileterne på et smurt ildfast fad. Sæt fadet ind i ovnen og steg i 15 min. Fjern skindet fra fileterne (brug f.eks. spidsen af en kartoffel-skræller). Kom krydderurter (f.eks. de samme, der blev benyttet til grønsagerne) og middelhavssalt over fileterne, inden de til sidst grilles ca. 1 min. ved 250-300˚, så de bliver lækre og sprøde.

Mens fileterne bliver tilberedt i ovnen, hældes overflødig rapsolie fra panden (hvis der anvendes en teflonbelagt pande, kan den evt. tørres med køkkenrulle). De 5-6 champignons skæres i skiver og steges på panden sammen med, løg, tomatkoncentrat, citronsaft og honning. Tilsæt krydderier (f.eks. de samme, der blev brugt til fisken), 2 spsk. hvedemel, dernæst vand. Ca. 5 min. inden saucen er ved at være parat, tilføjes det fintsnittede citrongræs. Kom til sidst krydderurter i og smag til med middelhavssalt.
Kog sideløbende kartoflerne færdig.
Server retten.

KOMMENTARER:
Sankt Petersfisk er en værdifuld spisefisk, men forekomsten i vore farvande er alt for sjælden til, at den har nogen betydning. I Middelhavet, hvor den gyder, færdes den i stimer.

Den smager virkelig superfornemt og minder i konsistens og smag om søtunge. Marineringen med cognac gør fisken dejligt fast, og den friske og markante sauce passer glimrende til den: en sublim oplevelse!

Navnet Sankt Peters fisk optræder på flere forskellige sprog. Sankt Peter var en af Jesu disciple, som inden han blev discipel var fisker.

I Matthæusevangeliet 17:27 beder Jesus Peter om at gå ned til Genesaret Sø og kaste en krog ud for at fange en fisk. Ud af fiskens mund tog Peter en sølvmønt, som brugtes til at betale tempelskat for ham og Jesus. Da han gjorde dette, skulle han ifølge et gammelt sagn have klemt fisken sammen så den blev flad. Den sorte plet på hver af fiskens sider er ifølge sagnet Peters fingeraftryk. 

I øvrigt henvises til opskriften

”Portvinsmarineret Sankt Petersfisk-filet
med løvstikkesauce”

Til toppen