Chic sildehajsteak
med marc-sauce

 Tilbage


(2 PERSONER):

INGREDIENSER:

2 sildehajsteaks à 150 g
400 g rå grønsager (f.eks. savojkål, orange peberfrugt, hvidkål, majskorn)
4-6 små kartofler
rapsolie
cognac eller tilsvarende brandy til marinering af fisken
3 cl marc de Bourgogne (udsøgt fransk druebrændevin - marc udtales: ma:r) eller tilsvarende produkt til saucen
1 tsk. tomatkoncentrat
1 tsk. Dijon-sennep med honning
1-2 rødløg
2-3 fed hvidløg
5-6 stk. champignons
krydderier
2 spsk. hvedemel
vand

TILBEREDNING:

Placer de 2 steaks på en tallerken og krydr på begge sider med f.eks. karry, mild chili, fiskekrydderi, citron-peber etc. Hæld lidt cognac over fisken og ælt det hele godt og grundigt. Dæk fisken over med folie/stanniol og sæt tallerkenen med indhold ind i køleskabet nogle timer.
Klargør grønsagerne (skyl, skræl, hak etc.), kom dem i en skål, drys krydderurter (f.eks. Herbes de Provence, oregano, dild) og middelhavssalt over.
Sæt skålen (med folie/stanniol over) ind i køleskabet.
Hak rødløg og hvidløg.
Skræl eller skrab kartoflerne og forkog dem evt.

Tænd ovnen og indstil temperaturen på ca. 160° (varmluftovn ca. 150°). Tag fisken ud af køleskabet og steg den i lidt rapsolie på en pande på begge sider -1-2 gange, i alt 1-2 min. (alt efter tykkelse), og anbring derpå fisken i et smurt ildfast fad. Sæt fadet ind i ovnen og steg i 15 min. Kom krydderurter (f.eks. de samme, som blev anvendt til grønsagerne) og middel-havssalt over de 2 steaks, inden de til sidst grilles ca. 1 min. ved 250-300°. Pak fisken ind i aluminiumsfolie og lad den hvile i slukket ovn, men med ovnlågen på klem, i 5-10 min.

Mens fisken tilberedes i ovnen, skæres de 5-6 champignons i skiver og steges på panden i den resterende olie sammen med løg, tomatkoncentrat og honningsennep. Tilsæt krydderier (f.eks. de samme, som blev anvendt til fisken), 2 spsk. hvedemel, derpå vand. Lige inden saucen er ved at være færdig, tilsættes marc. Kom til sidst krydderurter i og smag til med middelhavssalt.
Kog sideløbende kartoflerne færdig.
Server retten.

KOMMENTARER:
Sildehaj er en fantastisk lækker spisefisk, der af og til kan købes hos velassorterede fiskehandlere. Men den er ikke helt billig!

I den ovennævnte opskrift er sildehajen blevet marine-ret i cognac, hvilket gør fisken både fast og saftig. Marc-saucen klæder fisken på allerbedste vis og gør retten til en stor oplevelse!

I øvrigt henvises til opskrifterne

”Saftig sildehajsteak marineret i vin” og

”Whisky-marineret gråhajsteak med kørvelsauce”

Til toppen