Fantastisk havtaskefilet
med calvados-sauce

 Tilbage

(2 PERSONER):

INGREDIENSER:

ca. 300 g havtaskefilet
400 g rå grønsager (f.eks. rødkål, spinat, gul peberfrugt, hvidkål)
4-6 små kartofler
rapsolie
koncentreret æblesaft (karton med 200 ml kan købes i de fleste supermarkeder) til marinering af fisken
1 tsk. tomatkoncentrat
1 tsk. Dijon-sennep med honning
5 cl calvados (æblebrændevin fra Normandiet, Frankrig) til saucen
1-2 rødløg
2-3 fed hvidløg
5-6 stk. champignons
krydderier
hvedemel
vand

TILBEREDNING:

Anbring havtaskefileterne på en tallerken og krydr dem på begge sider med f.eks. citronpeber, mild chili, fiskekrydderi, paprika etc. Hæld æblesaft over fisken og bland det hele godt og grundigt. Dæk fisken over med folie/stanniol og sæt tallerkenen med indhold ind i køleskabet nogle timer.
Klargør grønsagerne (skyl, hak, skræl etc.), kom dem i en skål, drys krydderurter (f.eks. estragon, Herbes de Provence, merian) og middelhavssalt over.
Sæt skålen (med folie/stanniol over) ind i køleskabet.
Hak rødløg og hvidløg.
Skræl eller skrab kartoflerne og forkog dem evt.

Tænd ovnen og indstil temperaturen på ca. 160˚ (varmluftovn ca. 150˚). Tag havtaskefileterne ud af køleskabet og vend dem i hvedemel, steg fileterne hurtigt på en pande på begge sider i rigeligt med raps-olie, så fisken kan tage ved, og placer derpå fileterne i et smurt ildfast fad. Sæt fadet ind i ovnen og steg i 15 min. Kom krydderurter (f.eks. de samme, der blev be-nyttet til grønsagerne) og middelhavssalt over fileterne og grill til sidst ca. 1 min. ved 250-300˚, så fileterne bliver sprøde og lækre.

Mens havtaskefileterne bliver tilberedt i ovnen, hældes overflødig rapsolie fra panden (hvis der anvendes en teflonbelagt pande, kan den evt. tørres med køkken- rulle). De 5-6 champignons skæres i skiver og steges på panden sammen med løg, tomatkoncentrat og honningsennep. Tilsæt krydderier (f.eks. de samme, der blev brugt til fisken), 2 spsk. hvedemel, derefter vand. Lige før saucen er ved at være færdig, tilføres calvados. Kom til sidst krydderurter i og smag til med middelhavssalt.
Kog sideløbende kartoflerne færdig.
Server retten.

KOMMENTARER:
Havtaske regnes for at være en af verdens fineste spisefisk. Smagen er delikat, og kødet kan beskrives som hvidt og fast. Havtaskefilet kan jævnligt købes hos velassorterede fiskehandlere til en pris, der hører til i den dyre ende af skalaen. Kombinationen af fiskens æblesaftmarinering og saucens udprægede æble-brændevinssmag gør denne ret til en unik oplevelse!

 

Til toppen