Stilfuld stavsildefilet
med grønkålssauce

 Tilbage


(2 PERSONER):

INGREDIENSER:

ca. 300 g stavsildefilet med skind
400 g rå grønsager (f.eks. rødkål, broccoli, hvidkål, gul peberfrugt)
4-6 små kartofler
rapsolie
alm. Dijon-sennep til pensling af fisken
koncentreret blåbærsaft (lille karton/flaske kan købes i supermarkedet – omrystes evt. før brug) til marinering af fisken
1 tsk. tomatkoncentrat
1 tsk. koncentreret citronsaft
1 tsk. honning
7 spsk. finthakket grønkål
1-2 rødløg
2-3 fed hvidløg
5-6 stk. champignons
krydderier
2 spsk. hvedemel
vand

TILBEREDNING:

Læg stavsildefileterne på en tallerken og pensl dem på begge sider med Dijon-sennep og krydr på begge sider med f.eks. karry, citronpeber, mild chili, fiskekrydderi etc. Hæld blåbærsaft over stavsilden og bland det hele godt og grundigt. Dæk fisken over med folie/stanniol og sæt tallerkenen med indhold ind i køleskabet nogle timer, så det hele kan stå og trække.
Klargør grønsagerne (skyl, skræl, hak, etc.), kom dem i en skål, drys krydderurter (f.eks. dild, Herbes de Provence, rosmarin) og middelhavssalt over.
Sæt skålen (med folie/stanniol over) ind i køleskabet.
Hak rødløg og hvidløg.
Skræl eller skrab kartoflerne og forkog dem evt.

Tænd ovnen og indstil temperaturen på ca. 160˚ (varmluftovn ca. 150˚). Tag fisken ud af køleskabet og steg den på en pande i lidt rapsolie ca. 1 min. på hver side. Læg derefter stavsildefileterne med skindsiden opad i et smurt ildfast fad, der sættes ind i ovnen, og steg i 15 min. Skindet fjernes fra fisken (brug f.eks. spidsen af en kartoffelskræller). Kom krydderurter (f.eks. de samme, der blev anvendt til grønsagerne) og middelhavssalt over stavsilden og grill til sidst ca. 1 min. ved 250-300˚, så overfladen bliver indbydende og lækker.

Mens stavsilden tilberedes i ovnen, skæres de 5-6 champignons i skiver og steges på panden i den resterende rapsolie sammen med løg, tomatkoncentrat, honning og citronsaft. Tilsæt krydderier (f.eks. de samme, der blev benyttet til fisken men i begrænset mængde, så grønkålssmagen ikke drukner!), 2 spsk. hvedemel, derefter vand. Lige inden saucen er ved at være færdig, tilføjes den finthakkede grønkål. Kom til sidst krydderurter i og smag til med middelhavssalt.
Kog sideløbende kartoflerne færdig.
Server retten.

KOMMENTARER:
Stavsild er en spændende sildefisk, der bliver op til 60 cm lang og kan veje op til 1,5 kg. Den kendes let på de 6-10 sorte prikker på hver side af kroppen. Den kan af og til købes hos velassorterede fiskeforretninger til en yderst favorabel pris.

Da stavsild er en fed fisk, er penslingen med Dijon-sennep og marineringen med blåbærsaft det helt rigtige til at dæmpe den lidt fede smag og gøre det til en dejlig oplevelse at spise fisken. Man skal ikke lade sig afskrække af de ben, der måtte forekomme i fiskekødet, da de er lette at finde og fjerne under spisningen. Grønkålssaucen er i øvrigt en elegant ledsager til stavsilden!

Til toppen